Kulturaften i Prag

En god middag på en restaurant i den gamle bydel og en flot, magisk forestilling i et af byens berømte sort/lys-teatre hører absolut sammen.

Aftenen starter på en hyggelig restaurant, ikke langt fra selve teateret. Her bydes på en rigtig god menu og 2 drinks, hvor der kan vælges mellem rødvin, hvidvin, øl, vand o.lign.

Sort/lys teater er en genre, der oprindeligt kommer fra Østen, og som virkelig har bidt sig fast i tjekkiet. Mange kulisser og figurer i teaterstykket er malet i selvlysende farver og er belyst med ultraviolet lys, mens skuespillerne, som fører disse ting rundt på scenen, er klædt helt i sort og er derfor usynlige. Det er en meget farverig og underholdende forestilling, hvor der ikke vil være problemer med sproget, da det er et mimeteater. Derfor er det også en god forestilling for børn og en uforglemmelig familieaften i Prag.

Turem hjem er på egen hånd, men da teateret ligger lige på hjørnet af den gamle rådhusplads, så er det typisk nemt at finde hjem til sit eget hotel.

Turen kan kun opleves om torsdagen og starter med spisning kl. 17.30 og slutter efter forestillingen kl. 21.30.